Hvor en NG-tube indsættes, skal den måles fra spidsen af patientens næse, løkke rundt om øret og derefter ned til ca. 1-2 tommer under xiphoid-processen. Slangen markeres derefter på dette niveau for at sikre, at slangen er blevet ført langt nok ind i patientens mave. Mange kommercielt tilgængelige mave- og duodenalslanger har flere standarddybdemarkeringer, f.eks. 18″ (46 cm), 22″ (56 cm), 26″ (66 cm) og 30″ (76 cm) fra den distale ende; ernæringsslanger til spædbørn leveres ofte med 1 cm dybdemarkeringer. Enden af en plastikslange smøres (der kan anvendes lokalbedøvelse, f.eks. 2 % xylocain-gel; der kan desuden påføres nasal vasokonstriktor og/eller anæstesispray før indsættelsen) og indsættes i en af patientens forreste næsebor. Behandling med 2,0 mg IV midazolam reducerer i høj grad patientens stress. Tuben skal rettes lige mod bagsiden af patienten, mens den bevæger sig gennem næsehulen og ned i halsen. Når tuben kommer ind i oropharynx og glider ned langs den bageste svælgvæg, kan patienten blive kvalt; i denne situation bliver patienten, hvis han er vågen og opmærksom, bedt om at efterligne at synke eller får noget vand, som han kan nippe til gennem et sugerør, og tuben fortsætter med at blive ført ind, mens patienten synker. Når tuben er kommet forbi svælget og ind i spiserøret, kan den let føres ned i maven. Sonden skal derefter fastgøres på plads for at forhindre, at den bevæger sig. Der er flere måder at sikre en NG-placering på. En metode og den mindst invasive er tape. Tape anbringes og vikles rundt om NG-slangen på patientens næse for at forhindre, at den løsnes.
En anden fastgørelsesanordning er en nasal brodering eller en anordning, der går ind i den ene næse, rundt om næseskillevæggen og derefter til den anden næse, hvor den fastgøres på plads omkring den nasogastriske sonde. Der er to måder at anbringe en brodering på. Den ene metode udføres ifølge Australian Journal of Otolaryngology af en læge, som trækker et materiale gennem næsen og derefter bindes med enderne afkortet for at forhindre fjernelse af tuben. Den anden metode er en anordning kaldet Applied Medical Technology, eller AMT, bridle. Denne anordning anvender en magnet, der indsættes i begge næsebor, som forbindes ved næseskillevæggen og derefter trækkes igennem til den ene side og bindes sammen. Denne teknologi gør det muligt for sygeplejersker at anbringe broer på sikker vis. Adskillige undersøgelser har vist, at brugen af en næsebro forhindrer tab af NG-anlægget, som giver de nødvendige næringsstoffer eller sugning, i at gå tabt. En undersøgelse, der blev gennemført i Storbritannien fra 2014 til 2017, fastslog, at 50 % af de ernæringsslanger, der var fastgjort med tape, blev tabt utilsigtet. Brugen af fastgørelse med bridle mindskede procentdelen af tabte NG’er fra 53 % til 9 %.
Der skal udvises stor forsigtighed for at sikre, at sonden ikke er gået gennem strubehovedet ind i luftrøret og ned i bronkierne. Den pålidelige metode er at aspirere noget væske fra tuben med en sprøjte. Denne væske testes derefter med pH-papir (bemærk ikke lakmuspapir) for at bestemme væskens surhedsgrad. Hvis pH-værdien er 4 eller derunder, er røret i den rigtige position. Hvis dette ikke er muligt, kontrolleres tubens korrekte placering ved hjælp af en røntgenundersøgelse af brystet/abdomen. Dette er den mest pålidelige metode til at sikre korrekt placering af en NG-slange. Brugen af et røntgenbillede af brystkassen til bekræftelse af placeringen er den forventede standard i Det Forenede Kongerige, med gennemgang og bekræftelse af læge/læge. Fremtidige teknikker kan omfatte måling af koncentrationen af enzymer såsom trypsin, pepsin og bilirubin for at bekræfte den korrekte placering af NG-sonden. Efterhånden som enzymetestning bliver mere praktisk og gør det muligt at foretage målinger hurtigt og billigt ved sengekanten, kan denne teknik anvendes i kombination med pH-testning som en effektiv og mindre skadelig erstatning for røntgenbekræftelse. Hvis sonden skal forblive på plads, anbefales en kontrol af sondens placering før hver fodring og mindst én gang om dagen.
Kun nasogastriske sonder med mindre diameter (12 Fr eller mindre hos voksne) er egnede til langvarig fodring for at undgå irritation og erosion af næseslimhinden. Disse tuber har ofte styretråde for at lette indsættelsen. Hvis der er behov for ernæring i længere tid, bør andre muligheder, f.eks. anbringelse af en PEG-sonde, overvejes.
Funktionen af en NG-sonde, der er korrekt anbragt og anvendes til sugning, opretholdes ved skylning. Dette kan gøres ved at skylle små mængder saltvand og luft ved hjælp af en sprøjte eller ved at skylle større mængder saltvand eller vand og luft og derefter vurdere, at luften cirkulerer gennem det ene lumen af tuben, ind i mavesækken og ud af det andet lumen. Når disse to teknikker til skylning blev sammenlignet, var den sidstnævnte mere effektiv.