Ingen anden forfatter fra det 19. århundrede er så allestedsnærværende i den moderne popkultur som Edgar Allan Poe. Han har været “gæstestjerne” i de animerede serier South Park og The Simpsons og har været med som figur i adskillige film. Hans ansigt pryder coveret på et Beatles-album, han har kæmpet mod kriminalitet sammen med Batman i tegneserien Batman: Nevermore (2003) og jagtet en seriemorder i filmen The Raven (2012). Hver halloween-sæson portrætterer Poe-imitatorer ham rundt om i verden; i løbet af året bærer hans legioner af fans hans øjeblikkeligt genkendelige ansigt på T-shirts, smykker og tatoveringer.
Mens Poe i dag huskes bedst for sine fortællinger om psykologisk terror, blev han i sin egen tid hyldet for sine satirer, mysterier, science fiction, litteraturkritik og lyrik. Europæerne betragtede ham som USA’s første internationalt indflydelsesrige forfatter, og Lord Tennyson anså ham for at være “Amerikas mest originale kreative geni”.
LÆS MERE: Edgar Allan Poes “Ravnen” i populærkulturen
Poes mest skræmmende fortællinger har ikke mistet noget af deres kraft i de halvandet århundrede, der er gået siden deres udgivelse. De fortsætter med at tale til hver ny generation, fordi historierne stadig virker uhyggeligt virkelige. Hvad de fleste læsere måske ikke ved er, at mange af disse værker var inspireret af virkelige begivenheder, da tidsskriftsredaktør Poe fulgte med i de seneste skandaler og sensationelle mordsager og indarbejdede dem i sin fiktion.
Her er 12 sande historier bag Poes skrækfortællinger:
- “Berenice” (1835)
- “The Fall of the House of Usher” (1839)
- “The Cask of Amontillado” (1846)
- “The Pit and the Pendulum” (1842)
- “The Masque of the Red Death” (1842)
- “The Mystery of Marie Roget” (1842)
- “The Oblong Box” (1844)
- “William Wilson” (1839)
- “Some Words with a Mummy” (1845)
- “The Premature Burial” (1844)
- Politian (1836)
- “The Tell-Tale Heart” (1843)
“Berenice” (1835)
“Berenice” af Harry Clarke
Foto: Foto: Courtesy of the Edgar Allan Poe Museum
Poes første gyserhistorie, “Berenice”, er fortællingen om en mand, der er så besat af sin afdøde kones tænder, at han graver hendes grav op for at hente dem. Han er så fikseret på at udtrække tænderne, at han ikke bemærker skriget fra sin kone, som viser sig at være blevet begravet levende ved et uheld.
Dette uhyggelige emne kan være inspireret af virkelige begivenheder. Poe boede i Baltimore, da en artikel i Baltimore Saturday Visiter af 23. februar 1833 rapporterede, at gravrøvere var blevet taget i at stjæle tænder fra lig til proteser. To år senere, da han offentliggjorde “Berenice” i martsnummeret 1835 af Southern Literary Messenger, fortalte Poe til sin redaktør, at historien “stammede fra et væddemål om, at jeg ikke kunne producere noget effektivt om et så særpræget emne, hvis jeg behandlede det seriøst…”
“The Fall of the House of Usher” (1839)
“The Fall of the House of Usher” af Lawson, 1935
Foto: Lawson, 1935
Foto: “The Fall of the House of Usher” (1839)
Med venlig hilsen Edgar Allan Poe Museum
I “The Fall of the House of Usher” skiller den gale Roderick Usher sig af med sin tvillingesøster Madeline ved at begrave hende levende i kælderen i deres forældres hjem. Poes inspiration til de sindssyge Usher-tvillinger kan have været to virkelige Usher-tvillinger, James Campbell Usher og Agnes Pye Usher. De var børn af Luke Noble Usher, en skuespiller, der optrådte sammen med og var en nær ven af Poes skuespillermor, Eliza Poe. Ligesom i historien menes de virkelige Usher-tvillinger at være blevet sindssyge.
“The Cask of Amontillado” (1846)
“The Cask of Amontillado” af Harry Clarke
Foto: Foto: Med venlig hilsen Edgar Allan Poe Museum
I “The Cask of Amontillado” betaler den uheldige Fortunato den ultimative pris for at fornærme Montressor og ender med at blive muret levende ind bag katakombemuren i denne klassiske hævnhistorie. Mens Poe var menig, der var udstationeret på Fort Independence, kan han have hørt det tilsyneladende grundløse rygte om en soldat, der var begravet levende bag en af fortets mure. Men historien bugner af masser af andre eksempler på folk, der har lidt lignende skæbner.
Poe har sandsynligvis læst om det i augustnummeret 1844 af Columbian Magazine om nogle håndværkere, der opdagede et skelet i muren til Church of St. Lorenzo. Inspirationen til det arrogante offer Fortunato er måske netop en af Poes egne fjender, Thomas Dunn English. Ifølge nogle kritikere er Poes historie et svar på English’ roman 1844, or, The Power of the S.F., hvori Poe fremstilles som den fordrukne, udsvævende forfatter af digtet “The Black Crow”.
Efter Poe fornærmede English på tryk og skrev om “ligheden mellem hele mr. English’ ansigt og det af den flotteste, men mest principløse af mr. Barnums bavianer”, latterliggjorde English Poe i romanen The Doom of the Drinker samt på siderne i flere tidsskrifter, selv efter at Poe med succes sagsøgte et af disse tidsskrifter for ærekrænkelse. De to kom op at slås i 1846, da han ifølge Poe “træt og nedværdiget … ved at skænke Mr. E. ‘fisticuffing’ … og ved at blive trukket fra hans liggende og slyngelagtige kadaver af professor Thomas Wyatt, der, måske med god grund, havde sin frygt for vagabondens liv …”. I sin alternative version af samme episode pralede English med, at han “gav ham nogle smarte slag i ansigtet”, som gjorde ham blodig. Uanset hvem der vandt kampen, vandt Poe krigen, for “The Cask of Amontillado” er blevet en klassisk amerikansk novelle, mens English’ The Doom of the Drinker og 1844 er næsten glemt.
“The Pit and the Pendulum” (1842)
“The Pit and the Pendulum”
Foto: Foto: Courtesy of the Edgar Allan Poe Museum
I “The Pit and the Pendulum” overlever en unavngiven fortæller med nød og næppe en række torturer, der er udtænkt af den spanske inkvisition.
Da Poe skrev historien i 1842, kunne hans læsere sandsynligvis huske de nylige rapporter om de grusomheder, der blev begået af inkvisitionen, som var blevet afskaffet blot otte år tidligere. Pave Gregor IX oprettede inkvisitionen i 1232 for at udrydde kættere i det katolske Europa. De personer, der blev anklaget for kætteri, kunne blive tortureret, indtil de tilstod. Hvis de nægtede at tilstå, kunne de blive tortureret til døden eller, hvis de blev fundet skyldige, blive fængslet eller brændt på bålet. I 1478 forenede Spaniens herskere kong Ferdinand og dronning Isabella Spanien (som tidligere havde været to kongeriger, Aragonien og Kastilien) ved at fjerne alle ikke-katolikker og bad paven om tilladelse til at indlede den spanske inkvisition for at rense Spaniens befolkning. Fordi den spanske inkvisition blev ledet af kongen i stedet for af kirken, bekæmpede den ikke kun kættere, men også kongens politiske rivaler. Inkvisitionen blev også en indtægtskilde for kongen, fordi regeringen konfiskerede de dømtes ejendom.
Franskmændene var gået ind i Spanien i 1808 og havde kortvarigt undertrykt den spanske inkvisition, og flere offentliggjorte beretninger afslørede de rædsler, som de fandt. Thomas Dicks bog The Philosophy of Religion fra 1825 rapporterede, at “ved franskmændenes indtog i Toledo under den sene halvøkrig besøgte general Lasalle inkvisitionspaladset. Det store antal torturinstrumenter, især instrumenterne til at strække lemmerne og dråbe-badene, som forårsager en langvarig død, vakte rædsel, selv hos soldater, der var hærdede på slagmarken.” Poe var bekendt med dette værk, og det er let at forestille sig, hvordan ovenstående passage kan have inspireret hans fortælling – selv om Poe forskønnede historien ved at opfinde et torturkammer med bevægelige vægge, et svingende pendulblad og et bundløst hul. Ved historiens afslutning er det ingen ringere end den førnævnte general Lasalle, der kommer fortælleren til undsætning.
“The Masque of the Red Death” (1842)
I Poes gyserfortælling “The Masque of the Red Death” fejer en pest, kendt som den røde død, hen over landet og får bønderne til at bløde fra deres porer og lide en pinefuld død. For at undslippe epidemien låser prins Prospero sig selv og sine adelige venner inde i sit excentrisk indrettede kloster for at holde et maskeradebal. Sent om aftenen ankommer en uindbudt gæst, der drypper af blod og er klædt i gravhøjheder. Da han forsøger at bortvise den feststormende gæst, vælter blodet ud af Prosperos ansigt – og afslører, at han er blevet ramt af den røde død. De andre gæster griber den ubudne gæst, blot for at opdage, at der ikke er nogen i kostumet.
Bare 10 år før han skrev denne historie, overlevede Poe koleraepidemien i 1832. Denne pandemi begyndte i Indien og spredte sig fra Europa til USA. I modsætning til den røde død omfattede koleraens symptomer dog alvorlig diarré, opkastninger og dehydrering efterfulgt af døden. Skrækslagne borgere flygtede fra byerne for at undslippe det, som mange anså for at være en bysygdom, der uforholdsmæssigt hårdt ramte de fattige, de syndige og de umådeholdne i byerne. Poe boede i Baltimore, en by med 80.625 indbyggere, hvor koleraen krævede 853 af byens indbyggere mellem august og november 1832. Tilbage i Poes hjemby Richmond, Virginia, krævede koleraen en af hans bedste venner, Ebenezer Burling.
Midt i al denne frygt og lidelse besluttede en gruppe på to tusinde parisere at fejre det, der syntes at være verdens undergang, ved at holde et maskeradebal på Théatre des Varietés. Ved midnatstid ankom en af gæsterne klædt ud som personificeringen af kolera med skeletrust og blodskudte øjne. En beretning om festen optrådte i New-York Mirror af 2. juni 1832, hvor Poe sandsynligvis så den.
“The Mystery of Marie Roget” (1842)
“The Mystery of Marie Roget”
Foto: Foto: Med tilladelse fra Edgar Allan Poe Museum
Den anden af Poes detektivhistorier med amatørdetektiven C. Auguste Dupin, “The Mystery of Marie Roget”, kan prale af, at den giver løsningen på et mysterium fra det virkelige liv – det uopklarede mord på Mary Cecelia Rogers. Rogers, der fik tilnavnet “The Beautiful Cigar Girl”, arbejdede bag disken i Anderson’s Cigar Emporium i New York City. To dage efter at hun forsvandt i 1841, blev hendes lig fundet flydende i Hudson-floden ud for Hoboken-kysten. Selv om der ikke var mangel på mistænkte, var politiet ikke i stand til at identificere hendes morder. Aviserne gav næring til offentlighedens forargelse og fascination ved at rapportere om alle de seneste detaljer i efterforskningen.
William Snowden, ejer af The Lady’s Companion, var den største enkeltstående støtte til Commission for Safety, som indsamlede midler til oplysninger, der kunne føre til morderens tilfangetagelse. Poe svarede på udfordringen ved at sælge Snowden “Mysteriet om Marie Roget”, som Poe lovede ikke blot “angav morderen på en måde, der vil give fornyet skub i efterforskningen”, men som også demonstrerede en efterforskningsmetode, der kunne bruges af rigtige politiafdelinger i fremtidige sager. Efterhånden som pressedækningen af sagen afslørede nye spor, tilføjede Poe disse detaljer til sin historie. Da han et par år senere inkluderede værket i en samling af sine fortællinger, ændrede han igen historien for at være i overensstemmelse med de nyeste teorier, der cirkulerede i aviserne.
“The Oblong Box” (1844)
Illustration fra “The Oblong Box”
Foto: I “The Oblong Box” rejser mr. Wyatt med skib fra Charleston til New York med sine søstre, en kvinde, der hævder at være hans kone, og en stor, aflang kasse. Han møder en gammel collegeven, som er forvirret over indholdet af denne mystiske genstand. Da skibet synker i en storm, følger Wyatt sin kasse ud i vandet i stedet for at forlade den og gå i sikkerhed i redningsbåden. Først senere opdager Wyatts ven, at kvinden, der udgav sig for at være Wyatts kone, var hans tjenerinde, og at Wyatts rigtige kone døde før rejsen og i hemmelighed blev transporteret i kassen med konserverende salt, fordi skibets besætning var overtroisk over for at have et lig om bord.
Tre år før Poe offentliggjorde denne grusomme fortælling, dækkede aviserne rundt om i landet den sensationelle sag om John C. Colt, bror til den senere revolverfabrikant Samuel Colt. I 1841 myrdede John bogtrykkeren Samuel Adams på grund af en ubetalt regning, proppede hans lig ned i en kasse med salt og sendte det til New Orleans. Da Adams’ venner bemærkede hans fravær og alarmerede politiet, var det kun et spørgsmål om tid, før de fandt kassen om bord på et skib. Besætningen havde tilsyneladende forvekslet lugten fra det forrådnende lig med et rottebekæmpelsesmiddel.
“William Wilson” (1839)
“William Wilson” af Arthur Rackham
Foto: På en eksklusiv britisk kostskole møder en dreng ved navn William Wilson en anden dreng ved navn William Wilson, som tilfældigvis ligner ham på en prik, har samme fødselsdag og også hedder William Wilson. Lad os kalde ham William Wilson 2. William Wilson 1 er en forfærdelig dreng, der vokser op til en foragtelig ung mand, men hver gang han er ved at begå endnu en forbrydelse, dukker William Wilson 2 op for at få ham i problemer. Historien følger William Wilson 1 fra Dr. Bransbys kostskole til Eton og dernæst til Oxford, “det mest udsvævende universitet i Europa”, hvor han fortsætter med at svindle sine klassekammerater ved at snyde i kortspil.
Da Poe skrev historien, brugte han virkelige steder, herunder den kostskole, han selv gik på som dreng i England. Ligesom i fortællingen blev den virkelige skole administreret af en pastor Bransby. Da han blev spurgt, hvordan han havde det med sin lidet flatterende fremstilling i sin tidligere elevs historie, undgik den virkelige Bransby emnet og fortalte William Elijah Hunter, at Poe “ville have været en meget god dreng, hvis han ikke var blevet forkælet af sine forældre.”
Det sted, der inspirerede Eton og Oxford, var Poes alma mater, University of Virginia. Slagsmål, druk og spil var udbredt på universitetet i Poes tid. Faktisk blev en af hans klassekammerater bortvist for at have bidt en anden studerende, og en anden blev bortvist for at have pisket en anden for at have snydt i kortspil. Poe tabte stort i kortspil og forlod universitetet med over 2.000 dollars i spillegæld efter blot ét semester. I et brev til antologen Rufus Griswold skrev Poe, at han, mens han gik på universitetet, “førte et meget udsvævende liv – kollegiet var på det tidspunkt skammeligt udsvævende.”
“Some Words with a Mummy” (1845)
Udpakning af en mumie
Foto: Poe skrev i et brev til antologen Rufus Griswold, at han “førte et meget udsvævende liv – kollegiet var skammeligt udsvævende på det tidspunkt: Public domain via Wikimedia Commons
Amerikanerne på Poes tid var fascineret af det gamle Egypten. På hans tid blev der opdaget nye egyptiske oldsager, opført egyptiske revivalbygninger og afholdt mumieudpakningsfester. Poes fortælling “Some Words with a Mummy” genskaber en mumieudpakningsfest, hvor nogle drikkende videnskabsmænd beslutter sig for at chokere deres udpakkede mumie tilbage til livet ved hjælp af en Voltaic-pil, en tidlig form for elektrisk batteri.
Poe selv var ikke fremmed for mumier. Da han var 14 år gammel, så han utvivlsomt en mumie udstillet i Virginia State Capitol, som kun lå et par gader fra Poes hjem.
“The Premature Burial” (1844)
“The Premature Burial” er kun en af Poes fem fortællinger, der handler om at blive begravet levende. I denne fortælling er en mand, der lider af anfald, rædselsslagen for at blive taget for død og ved et uheld begravet, mens han er i denne tilstand. Dette var ikke en særlig usædvanlig frygt på Poes tid. Da de fleste mennesker døde derhjemme og hurtigt blev begravet uden at blive balsameret, rapporterede avishistorier lejlighedsvis om tilfælde, hvor folk hørte de uretmæssigt begravede menneskers skrig og skyndte sig til deres redning. Faren var så almindelig, at bekymrede borgere kunne købe “sikkerhedskister” til deres kære, hvori den uheldigt begravede, der vågnede op i sin kiste, kunne ringe med en klokke, som (forhåbentlig) ville blive hørt over jorden af nogen, der kunne komme dem til undsætning.
I 1843 tog Christian Henry Eisenbrandt patent på en “livsbevarende kiste”, som ville springe op ved den mindste bevægelse af den, der lå i kisten. Poes historier om emnet hjalp ikke på tingene, og fobien holdt sig ved i hele det 19. århundrede. Af indlysende årsager blev Society for the Prevention of People Being Buried Alive stiftet i 1896. Selskabet foreslog blandt andet en lov, der skulle forhindre, at folk blev begravet, indtil de begyndte at “lugte døde.”
Politian (1836)
Politian er Poes eneste forsøg på at skrive et skuespil. Han offentliggjorde det ufærdige drama i Southern Literary Messenger og genoptrykte det senere i en antologi med hans digte. Selv om Poe aldrig færdiggjorde værket, handler det, der er bevaret, om en jaloux kvinde, der intrigerer for at overbevise en mand om at myrde en anden mand for hendes skyld.
Dramaet var baseret på “Kentucky Tragedy” fra 1825, hvor en politiker ved navn oberst Solomon P. Sharp forførte en pige ved navn Anna Cook. Selv om hun fik et barn med ham uden for ægteskab, nægtede Sharp at gifte sig med Cook. For at hævne denne afvisning overtalte hun derefter en anden bejler, Jereboam O. Beauchamp, til at udfordre Sharp til en duel, men Sharp afslog. Efter at Beauchamp og Cook var blevet gift, gik førstnævnte midt om natten til Sharps hus og stak ham ihjel. Sagen fik nationale overskrifter, og Poe læste sandsynligvis om den i en bog, han anmeldte som litteraturkritiker for The Southern Literary Messenger.
“The Tell-Tale Heart” (1843)
En unavngiven fortæller bliver drevet til mord af synet af en gammel mands hæslige øje. Selv om han har en supersonisk hørelse, forsikrer fortælleren gentagne gange, at han ikke er sindssyg, og som bevis fortæller han, hvor roligt og metodisk han kan fortælle historien – indtil han begynder at høre det døde offers hjerte banke fra sit skjulested under gulvbrædderne.
Differente mord fra det virkelige liv er blevet nævnt som inspiration til Poes fortælling. Blandt dem er mordet i 1830 på Joseph White i Salem, Massachusetts. Den særlige anklager i sagen, Daniel Webster, udgav sit Argument on the Trial som en pamflet. I teksten skriver han, at morderens skyld til sidst vil afsløre sig selv, og at “den hemmelighed, som morderen besidder, snart kommer til at besidde ham … den overvinder ham … Han føler den slå i sit hjerte, stige op til halsen og kræve afsløring”. Han tror, at hele verden ser den i hans ansigt, læser den i hans øjne og næsten hører dens virke i selve stilheden i hans tanker. Den er blevet hans herre.”
En anden sandsynlig kilde er James Woods forfølgelse i 1840 for mordet på sin datter. Wood erklærede sig ikke skyldig på grund af sindssygdom, så spørgsmålet, der blev stillet til juryen, var, om Wood var sindssyg eller ej. Den journalist, der dækkede retssagen for Alexander’s Weekly Messenger, udtaler, at selv om Woods rolige opførsel måske kunne få nogle til at tro, at han var et “overlagt og koldblodigt mord” snarere end en galning, mener han, at denne ro blot er “sindssyge mandens snuhed – en snuhed, der forbløffer den klogeste mand med et sundt sind – den forbløffende selvbeherskelse, hvormed han til tider antager en opførsel og bevarer indtrykket af fuldkommen forstandighed”. Juryen i sagen gav Wood ret og sendte ham på en anstalt. Journalisten i Messenger var ingen ringere end Poe.