Det betyder noget, hvor vi kommer fra. Vores oprindelse udgør en vigtig del af en karakteristisk personlighed, som kan blive til en gruppeidentitet, når vi deler denne oprindelse. Som oftest er vores sprogbrug, især vores dialekt, et udtryk for denne særprægede karakter. Ud over særprægede ord og grammatiske mønstre, som måske ikke følger reglerne for standardengelsk, har folk accenter – mange engelsksprogede, som man kan lytte til her – i forbindelse med deres udtale, når de taler, som kan artikulere deres identitet.
Dialekter og accenter udviklede sig historisk set, når grupper af sprogbrugere levede i relativ isolation uden regelmæssig kontakt med andre mennesker, der brugte samme sprog. Dette var mere udtalt i fortiden på grund af manglen på hurtig transport og massemedier. Folk havde en tendens til kun at høre det sprog, der blev brugt i deres eget område, og når deres sprogbrug ændrede sig (da sprog i sagens natur altid udvikler sig), fik deres dialekt og accent en særlig karakter, hvilket førte til nationale, regionale og lokale variationer.
Invasion og migration var også med til at påvirke dialektudviklingen på regionalt plan. Tag bare Midlands, for eksempel. East Midlands blev styret af danskerne i det niende århundrede. Dette resulterede f.eks. i skabelsen af stednavne, der endte på “by” (et suffiks, der menes at stamme fra det danske ord for “by”), f.eks. Thoresby og Derby, og “thorpe” (der betyder “bebyggelse”), f.eks. Ullesthorpe. Danskerne herskede dog ikke over West Midlands, hvor sakserne fortsat havde magten, og ord af dansk oprindelse er stort set fraværende i denne region.
Hvem er jeg?
Dialekter og accenter er naturligvis ikke begrænset til britisk engelsk. I USA, Australien og New Zealand, hvor der er blevet talt engelsk i meget kortere tid end i Storbritannien, vil man forvente mindre variation, da engelsk er blevet talt der i kortere tid. Men selv der forekommer dialekter og accenter, og den sproglige indflydelse fra bosættere, der kom fra visse dele af Det Forenede Kongerige som Skotland eller Lancashire, har været med til at bestemme de lokale varianter.
Et lignende fænomen forekommer i Det Forenede Kongerige. I 1930’erne modtog Corby i Northamptonshire en stor tilstrømning af skotske stålarbejdere. Her er der træk i det lokale sprog – f.eks. udtalen af vokaler i ord som “goat” eller “thought” – som vi betragter som typisk skotske, og som stadig bruges selv af byboere, der aldrig har været i Skotland.
Andre faktorer påvirker også sprogbrugen. En af dem er social klasse. Rigtig mange lokale accenter er nu forbundet med talere fra arbejderklassen, mens talere fra middel- og overklassen har en tendens til at bruge et mere standardiseret engelsk. Men det er en forholdsvis ny udvikling. Indtil standardiseringen af engelsk fra det 16. århundrede – hvor én variant af engelsk blev brugt i officielle situationer og af trykkerier til bredere udgivelse af bøger – var det faktisk acceptabelt for talere fra forskellige sociale klasser at tale og skrive på deres egne dialekter. Dengang blev latin og fransk betragtet som prestigefyldte sprog, der blev anvendt af eliten inden for uddannelse, jura og litteratur.
Dialekter og accenter er under forandring og vil fortsat ændre sig. Når alt kommer til alt, står sproget aldrig stille. Nogle traditionelle dialekter er ved at forsvinde, men der opstår fortsat nye by- og multikulturelle varianter. Nogle accenter anses for at være “bedre” end andre, og visse træk kan blive på mode.
Dette kan påvirkes af musik. I øjeblikket betragtes sproglige træk ved “sort engelsk”, der er forbundet med hiphop, grime, R&B og rapmusik – såsom “bae”, “blood” eller “brother”, der alle kan bruges som tiltaleformer – som “cool” og overtages af andre talere.
Dertil kommer, at folk ændrer det sprog, de bruger, alt efter hvem de taler med, og hvorfor de taler, f.eks. formelt ved en jobsamtale eller afslappet til venner og familie derhjemme. Folk ændrer også den måde, de taler på, for at gøre sig lettere forståelige, et fænomen, der kaldes sproglig tilpasning.
Ethnicitet, klasse, køn, seksualitet og alder kan alle påvirke sprogbrugen. Og der er også personlige grunde til at bruge dialekter og accenter for at identificere sig selv. Jeg har boet i England i 16 år, men man kan stadig høre min skotske accent, og det vil sandsynligvis ikke ændre sig.
Alt det samme?
Sproglige varianter kan konvergere (blive mere ens) eller divergere (blive mere forskellige). Og efterhånden som den moderne verden bliver mere og mere forbundet, har lingvister spekuleret på, om dialekter og accenter generelt er dømt til at forsvinde.
Der er helt sikkert noget, der hedder “dialektudjævning” – forskellene mellem dialekter synes at forsvinde, hvilket kan være en konsekvens af udbredelsen af massemedier og sociale medier. Men mens der er megen diskussion om dialekternes og accenternes forsvinden, vokser den offentlige interesse for emnet.
Der er endnu ikke opnået enighed. I britisk engelsk kan nogle træk sprede sig som en steppebrand gennem landet, f.eks. at folk siger “free” i stedet for “three” – en sproglig ændring, der kaldes th-fronting. Men der er fortsat forskelle, og talere i Liverpool lyder stadig meget anderledes end talere i Plymouth.
Men efter min mening er dialekter og accenter kommet for at blive. Mennesker nyder at være en del af grupper, og vi kan betragte sproget som et vigtigt middel til at udtrykke de opfattede forskelle mellem “os” og “dem”.