Hvordan sprog behandles i din hjerne

Redaktørens note: (CNN.com præsenterer arbejdet fra Mosaic, en digital publikation, der udforsker videnskaben om livet. Den er produceret af Wellcome Trust, en global velgørende fond, der støtter forskning inden for biologi, medicin og medicinske humaniora med det formål at forbedre menneskers og dyrs sundhed. Indholdet produceres udelukkende af Mosaic, og vi vil offentliggøre nogle af deres mest tankevækkende værker).

(CNN) Hvis du læser en sætning (som f.eks. denne) om at sparke til en bold, vil neuroner relateret til benets og fodens motorik blive aktiveret i din hjerne. På samme måde, hvis du taler om at tilberede hvidløg, vil neuroner, der er forbundet med lugten, blive aktiveret. Da det næsten er umuligt at gøre eller tænke på noget som helst uden at bruge sprog – uanset om det drejer sig om en indre samtale med din indre stemme eller om at følge et sæt skriftlige instruktioner – gennemsyrer sproget vores hjerner og vores liv som ingen anden færdighed.

I mere end et århundrede er det blevet fastslået, at vores evne til at bruge sprog normalt er placeret i den venstre hjernehalvdel, specifikt i to områder: Broca’s område (forbundet med taleproduktion og artikulation) og Wernicke’s område (forbundet med forståelse). Skader på et af disse områder, forårsaget af et slagtilfælde eller en anden skade, kan føre til sprog- og taleproblemer eller afasi, et tab af sprog.

I det seneste årti har neurologer imidlertid opdaget, at det ikke er så enkelt: Sprog er ikke begrænset til to områder i hjernen eller endog kun til den ene side, og selve hjernen kan vokse, når vi lærer nye sprog.

Mere nyere resultater viser, at ord er forbundet med forskellige regioner i hjernen afhængigt af deres emne eller betydning. Neurologer, der har til formål at lave et tredimensionelt atlas over ord i hjernen, scannede hjernerne hos mennesker, mens de lyttede til flere timers radio. Forskellige ord udløste forskellige dele af hjernen, og resultaterne viser en bred enighed om, hvilke hjerneområder der er forbundet med hvilke ordbetydninger — selv om kun en håndfuld mennesker blev scannet i forbindelse med undersøgelsen. De deltagende personer havde alle engelsk som modersmål og lyttede til engelsk. Det næste skridt bliver at se, hvor betydningen er placeret for personer, der lytter på andre sprog – tidligere forskning tyder på, at ord med samme betydning på forskellige sprog samles i samme region – og for tosprogede personer.

Bilinguale mennesker synes at have forskellige neurale baner for deres to sprog, og begge er aktive, når et af sprogene bruges. Som følge heraf undertrykker tosprogede mennesker konstant et af deres sprog — ubevidst — for at kunne fokusere og behandle det relevante sprog.

Det første bevis for dette kom ud af et eksperiment fra 1999, hvor tosprogede engelsk-russere blev bedt om at manipulere genstande på et bord. På russisk blev de bedt om at “sætte frimærket under krydset”. Men det russiske ord for frimærke er “marka”, som lyder som “markør”, og eye-tracking afslørede, at de tosprogede kiggede frem og tilbage mellem markørpennen og frimærket på bordet, før de valgte frimærket.

Og det ser ud til, at de forskellige neurale mønstre i et sprog præges i vores hjerner for evigt, selv om vi ikke taler det, efter at vi har lært det. Scanninger af canadiske børn, der var blevet adopteret fra Kina som præverbale babyer, viste neurale genkendelser af kinesiske vokaler år senere, selv om de ikke talte et ord kinesisk.

Så uanset om vi “mister” et sprog ved ikke at tale det eller ved afasi, kan det stadig være der i vores hjerner, hvilket rejser udsigten til at bruge teknologi til at udrede hjernens intime reder af ord, tanker og idéer, selv hos mennesker, der ikke fysisk kan tale. Neurologer har allerede haft en vis succes: Et apparat kan aflytte din indre stemme, mens du læser i dit hoved, et andet lader dig styre en markør med dine tanker, mens et andet endda gør det muligt at fjernstyre en anden persons bevægelser gennem hjerne-til-hjerne-kontakt via internettet, hvorved behovet for sprog helt og holdent undgås.

For nogle mennesker, som f.eks. personer med locked-in-syndrom eller motorisk neuronsygdom, ville det være virkelig transformativt at omgå taleproblemer og få direkte adgang til og hente deres hjernesprog.