Selv om det populære udtryk “retten til at dø” er blevet brugt til at beskrive debatten om beslutninger om livets afslutning, omfatter de underliggende spørgsmål en række forskellige juridiske begreber, hvoraf nogle er forskellige og nogle overlapper hinanden. F.eks. kan “retten til at dø” omfatte spørgsmål om selvmord, passiv dødshjælp (at tillade en person at dø ved at nægte eller tilbagetrække medicinsk behandling), assisteret selvmord (at give en person midlerne til at begå selvmord), aktiv dødshjælp (at slå en anden ihjel) og palliativ pleje (at yde trøstende pleje, der fremskynder dødsprocessen). For nylig er der blevet foreslået en ny kategori – lægeassisteret selvmord – som synes at være en usikker blanding af assisteret selvmord og aktiv dødshjælp, der udføres af en autoriseret læge.
Der har kun været få retssager om forfatningsmæssige spørgsmål vedrørende selvmord generelt, selv om Højesterets diktater synes at være til fordel for den opfattelse, at staten har en forfatningsmæssigt forsvarlig interesse i at bevare sunde borgeres liv.726 På den anden side er retten for en alvorligt syg person til at afbryde livsforlængende medicinsk behandling blevet behandlet, men ikke direkte konfronteret. I Cruzan v. Director, Missouri Department of Health727 , “antager” Domstolen, i stedet for at tage direkte stilling til spørgsmålet, at “en kompetent person en forfatningsmæssigt beskyttet ret til at nægte livreddende hydrering og ernæring. “728 Vigtigere er det dog, at et flertal af dommerne særskilt erklærede, at der findes en sådan frihedsinteresse.729 Det er dog ikke klart, hvor aktivt Domstolen ville søge at beskytte denne ret mod statslig regulering.
I Cruzan, som vedrørte en patient i en vedvarende vegetativ tilstand, stadfæstede Domstolen et statsligt krav om, at der skal foreligge “klare og overbevisende beviser” for en patients tidligere manifesterede ønsker, før ernæring og hydrering kan trækkes tilbage. På trods af eksistensen af en formodet ret til retfærdig rettergang fastslog Domstolen, at staten ikke er forpligtet til at følge familiens, værgens eller “nogen anden end patientens egen” vurdering, når den træffer denne beslutning.730 I mangel af klare og overbevisende beviser for, at patienten havde udtrykt en interesse i ikke at blive opretholdt i en vedvarende vegetativ tilstand, eller at hun havde udtrykt et ønske om at få en stedfortræder til at træffe en sådan beslutning for hende, kan staten således nægte at tillade, at ernæring og hydrering trækkes tilbage.731
På trods af Domstolens accept af sådanne statslige krav er konsekvenserne af denne sag betydelige. For det første synes Domstolen uden en omfattende analyse at have vedtaget den holdning, at det at nægte ernæring og hydrering er det samme som at nægte andre former for medicinsk behandling. Desuden synes Domstolen at være parat til at udvide en sådan ret ikke kun til uhelbredeligt syge patienter, men også til svært invaliderede patienter, hvis tilstand har stabiliseret sig.732 Domstolen gjorde imidlertid i en efterfølgende sag, Washington v. Glucksberg733 , klart, at den har til hensigt at trække en grænse mellem tilbagetrækning af medicinsk behandling og mere aktive former for indgreb.
I Glucksberg-sagen afviste Højesteret et argument om, at Due Process Clause giver en uhelbredeligt syg person ret til at søge og opnå en læges hjælp til at begå selvmord. Domstolen, der gennemgik en anfægtelse af et statsligt lovbestemt forbud mod assisteret selvmord, bemærkede, at den bevæger sig med “største forsigtighed”, før den går nye veje på området for frihedsinteresser.734 Domstolen påpegede, at selvmord og assisteret selvmord længe har været misbilliget af det amerikanske retssystem, og domstolene har konsekvent skelnet mellem passivt at lade døden indtræffe og aktivt at forårsage en sådan død. Domstolen afviste, at Cruzan og andre sager om frihedsinteresser kunne finde anvendelse735 , idet den bemærkede, at selv om mange af de interesser, der beskyttes af Due Process Clause, vedrører personlig autonomi, er det ikke alle vigtige, intime og personlige beslutninger, der er beskyttet på denne måde. Ved at afvise tanken om, at assisteret selvmord er forfatningsmæssigt beskyttet, synes Domstolen også at udelukke forfatningsmæssig beskyttelse af andre former for indgreb i dødsprocessen, såsom selvmord eller eutanasi.736