For et år siden lagde jeg mig til ultralydsundersøgelse på min lægeklinik i det centrale Hongkong, syg af angst. Jeg var gravid i elleve uge, og to dage tidligere var jeg vågnet op og havde set tykt blod løbe ned ad mit lår. Min mand Per og jeg tog straks til hospitalet, og tårerne af lettelse løb ned ad mine kinder, da jeg så det lille hjerte flimre rundt på skærmen. Alt så fint ud; hjerterytmen var normal, og min læge kunne ikke finde nogen forklaring på min blødning.
Nu var jeg tilbage til et rutinetjek. Der var ingen grund til bekymring, men jeg frygtede stadig det værste: Alle, der har haft flere aborter, ved, at man ikke skal tage noget for givet.
Min læge forblev tavs og gned rundt med sin sonde over min mave. Vi så begge et helt stille foster. Jeg skiftede mit blik til loftet, da tårerne begyndte at strømme ned. Det her kan ikke ske igen, tænkte jeg, det kan bare ikke ske. Igen. Jeg tog plads i klinikkens venteværelse, mens min læge ringede til hospitalet for at arrangere min abort. Min sjette procedure, efter fire aborter og fjernelse af en cyste i æggestokkene.
Jeg havde mistet flere graviditeter, end jeg gerne ville tænke på. Den efterfølgende proces var blevet rutine, men da jeg først var nået frem til mit tildelte værelse, overvældede tristheden og sorgen mig. Hvordan kunne det være, at der det ene øjeblik var et levende barn i min krop, og det næste øjeblik var der ikke? Hvordan kunne det være, at dette var sket for mig hver gang, omkring den samme uge af min graviditet, og at ingen kunne forklare årsagen?
Det var ikke sådan, at jeg havde stolet på blindt held. Jeg havde foretaget alle de prøver, der findes i bogen. Jeg havde mødtes med flere læger og specialister, end de fleste mennesker gør i løbet af et helt liv. Jeg havde brugt et par tusinde dollars på særlige blodprøver sendt til laboratorier i USA, jeg var blevet opereret for at fjerne en del af min skjoldbruskkirtel (jeg havde en type godartet tumor, som, selv om den anses for harmløs, er blevet sat i forbindelse med aborter) og havde fået foretaget en hysteroskopi (en undersøgelse af livmoderen) – intet syntes at gøre nogen forskel, og ingen var i stand til at forklare, hvorfor jeg blev ved med at abortere.
I følge statistikkerne resulterer en ud af fem kendte graviditeter i en abort. To aborter i træk anses for at være meget uheldigt. Men efter tre eller flere aborter i træk stiger risikoen for at få endnu en abort til 80-90 %. På dette tidspunkt havde jeg aborteret fem gange – tre bare inden for det seneste år – og det skete alle omkring uge 12. Det betød i princippet, at jeg havde været gravid det meste af året, bortset fra når min krop var i bedring. Der var tydeligvis ikke noget galt med min fertilitet; det var at holde på barnet, der var problemet.
Lægerne havde anbefalet alt; nogle foreslog ligeud, at jeg gav op, andre sagde, at vi skulle melde os til adoption (hvilket vi gjorde), og andre igen pegede på dyre blodtransfusioner med det argument, at mit blod afstødte fosteret.
Med medicinsk set sker en missed abortion, når kroppen ikke selv kan skille sig af med et aborteret barn. Man kan gå i uger, ja, endda måneder, uden at bemærke, at der er noget galt. Og så opdager man, at der ikke er noget hjerteslag på ultralydsscanningen. Fire ud af fem af mine aborter har været missed abortions, hvilket betyder, at fostrene har måttet fjernes kirurgisk.
At få en abort er en af de mest smertefulde procedurer, man kan gå igennem – fysisk og følelsesmæssigt. Selv om barnet er lille, føles sammentrækningerne som dem, der opstår under normale veer, og du er nødt til at presse hver eneste lille bid af kroppen ud af dit system. Når man har skubbet det døde foster ud, skal det opsamles og sendes væk til undersøgelse. Jeg vil spare dig for detaljerne; men jeg ville ikke ønske processen på min værste fjende.
Af en eller anden grund er aborter en skjult tragedie. Som noget man skal skamme sig over, bærer man tårerne indeni og taler ikke om det. Jeg var lettet over at tage af sted med Per til Japan og sakura (kirsebærblomstsæsonen) dagen efter aborten. Jeg havde ikke lyst til endnu en gang at skulle gå på arbejde og gemme mig bag mit skrivebord og skjule tårerne. Det var sket så mange gange, at jeg ikke længere var i stand til at forklare årsagen til det for mine kolleger. Jeg vidste, at det ville gøre dem og mig lige så ubehageligt.
En gang i Japan græd jeg. Jeg græd, fordi alle de hormoner, der havde fyldt min krop i løbet af de første tolv uger af graviditeten, stadig var der, og min krop forstod ikke, at den ikke længere var gravid. Det kan tage uger, ja, endda måneder, før disse hormoner forsvinder. Efter et af mine aborter producerede jeg modermælk i næsten to måneder efter. Det var som at få et slag i maven, hver gang jeg gik i bad, og mælken kom ud. Der stod jeg med brysterne fulde af mælk, men uden et barn at fodre.
Der gik en måned eller to. Jeg brugte al min fritid og mine sene nætter på at læse om tilbagevendende aborter. Jeg kunne ikke acceptere, at der ikke var nogen forklaring. Jeg ville ikke give op. Kunne ikke give op. Jeg tilmeldte mig online webgrupper og bestilte alle de bøger, der fandtes om emnet. Herigennem fandt jeg både trøst og opmuntring. Jeg fandt andre kvinder derude, som kæmpede for at få sunde graviditeter – og mange, som med den rette behandling til sidst formåede at få deres efterlængte barn.
Kort efter sidste sommer begyndte jeg at bløde, inden jeg steg om bord på et fly til en arbejdsrejse til Sverige. Jeg antog, at blødningen skyldtes to cyster, jeg havde udviklet, en i hver af mine æggestokke. Da jeg var i Sverige, fandt jeg ud af, at:
- cysterne stadig var der, men var skrumpet;
jeg var gravid i sjette uge (jeg så selv et hjerteblink); jeg havde et hæmatom (blodprop) i min livmoder, som var årsag til blødningen.
Det var første gang, jeg havde hørt om et hæmatom, men jeg lærte, at det er en ret almindelig årsag til blødning i tidlige graviditeter. Så her var jeg igen – min sjette graviditet og, oven i min allerede høje risiko, et hæmatom, som udgjorde en ekstra risiko for abort. Der var intet, de kunne gøre ved hæmatomet, men på baggrund af den forskning, jeg havde foretaget, insisterede jeg på, at jeg i denne graviditet ville behandles med bl.a. daglige heparinindsprøjtninger, lavdosis kortison og levothyroxin til mine skjoldbruskkirtelniveauer. Jeg havde læst i flere medicinske publikationer, at denne behandling var en potentielt effektiv behandling med lav risiko, og selv om min læge ikke var bekendt med denne behandling, støttede hun den, da jeg delte min forskning med hende. Jeg fik besked på ikke at flyve og holde bevægelserne på et minimum, indtil hæmatomet (forhåbentlig) ville trække sig tilbage.
Ventelegen i de første seks til 12 uger af min graviditet var en tortur, en konstant balance mellem håb og fortvivlelse. Jeg fortsatte med at arbejde som sædvanlig fra Sverige, da det lindrede min angst. Jeg blev ved med at bløde, og selv om jeg vidste, at det sandsynligvis var på grund af hæmatomet, blev mit hjerte ved med at stoppe, hver gang jeg gik på toilettet. I løbet af den ellevte uge gennemtrængte en strøm af blod pludselig alt, hvad jeg havde på. Jeg skyndte mig ud på toilettet og mærkede en stor blodprop passere.
Lammet af frygt ringede jeg til skadestuen, men sygeplejersken fortalte mig nøgternt, at jeg havde aborteret, og at der ikke var noget at gøre. Jeg skulle bare vente, indtil alt var gået igennem. Hun udløste straks følelser af vrede og selvforsvar – hvordan turde hun sige det, hvordan kunne hun vide det med sikkerhed? Hvordan kunne hun være så hjerteløs over for noget så tragisk?
Udholdende som altid insisterede jeg på at tage på hospitalet og medbragte den knytnævestore blodprop med mig. Den gynækolog, der mødte mig, er den bedste gynækolog, jeg nogensinde har haft (og jeg har mødt nogle få), og gennem mine tårer beroligede hun mig og fortalte mig, at det er normalt at passere store blodpropper med et hæmatom. Da jeg stadig blødte kraftigt, foretog vi ultralydsundersøgelsen, og der var det – en lille miniaturebaby, der padlede rundt og tilsyneladende var uvidende om, hvad der lige var sket.
Jeg kunne ikke tro det. Jeg var gravid i 11. uge, og babyen var i live, selv efter en stor blødning.
Mens den tolvte uge nærmede sig, var der noget indeni, der fortalte mig, at denne gang ville det være anderledes. Denne gang ville scanningen være positiv. Faktisk trådte Per og jeg efter scanningen ud af Mama Mia-klinikken i Stockholm med billeder af et levende lille væsen på tolv uger og fem dage, grinende og grædende.
Efter et par uger stoppede blødningen. Fra den ene dag til den anden forsvandt hæmatomet, som om det aldrig havde eksisteret.
Den 21. marts kl. 14.35 kom det lille væsen på skærmen, med et lille, men kraftigt og beslutsomt lille hjerteflimmer, ud. Adam Nils Rickard blev født ved et planlagt kejsersnit, 3,4 kilo af ren kærlighed. Ord kan ikke beskrive, hvor lykkelige vi er. Jeg er overvældet af følelser og kan ikke se på vores lille søn uden at tårerne løber ned ad kinderne. Den lille fighter, som han er.